|
Gylden søgang mellem æstetik og ekspression på Charlottenborg.
Fra superæstetiske dansefotografier til udstoppede ælgkalve. Så kan man vel ikke spænde meget videre. Kunstnersammenslutningen Den Gyldne er ved at finde sin profil som noget av det mest sammensatte man kan tænke sig. Det kan i høy grad betyde splid, og går man op i Charlottenborgs store sal, er man med det samme i dette spænningsfelt, der vibrerer mellem at vælte og at ville.
Der indledes i det abstrakte og materialbevidste med Frede Troelsens hvide tavler og skulpturelle sammenføyninger i Rønne granit. Men den ro der stråler du af disse enkle former sættes hurtig i kontrast af den opfindsomme Allan Christensen, som rider af sted på en serie af fantasifulde gyngehæste med lædertbetræk. Og så tordner det hele løs i den norske maler Frans Widerbergs kosmiske ryttere, der rejser i tid og farve. Det er noget af en tur, og den kræver sit mediterende modspil, som man finder i udstillingens roligste og mest vellykkede rom bag den store sal. Her er Hjørdis Haack, der med overvældende billedskønhed sætter mørket op mot lyset. Poetisk mysticisme hviler over hendes store sammensatte speilinger, hvor en velkendt lyskilde, som for eksempel et stearinlys, sættes du i den blå nattedunkelhed. Vender man sig derfra over mot Laila Vestergaard, så møder man en anden form for hemmelighedsfuld modsætningsfylde. Som et gentaget tæppemønster har hun hygget sine egne læber du i store, svagtbølgende relieffer. Det er stenhuggerhåndværk af første klasse og en rafineret demonstrasjon af blødhetens møde med den hårde granit. Det er flot.
Til det næsten helt hjerteskærende hører også færingen Trondur patursons smukke dybtblå natte og havdrømme, mens hans landsmann, Thorbjørn Olsen, med sine landskaber og religiøse kompositioner indskriver sig i en lang færøsk billedtradition. Og så er der også plads til humor og eventyr i form af Karin Olesens underfundige fugledialoger og dansende tøfler i glasmontrer.
Den Gyldne er bevidst nordisk og blant de mange gæster er der også en markant finne: Juhani Harri. Han skaber sit eget collageaktige skrot-univers med kuldsejlede modelskibe i hvirvlende papir og tabletvinde. Eller han digter med giner, klaverstrænge og udstoppede elg-kalve. Sætter sit håndaftryk i bivokskager og strør penne du over violiner. Det er fantasiens gyldne eksplosjon. Og med Frode Gundorf Nielsens boblende elektro-akustiske instalation " Air'n water" inndrages lyden som udtryk i et rafineret spil mellem glas, vand, luft og metal, ligesom der i bogstavelig forstand spilles på cirkel og cylinder.
Nede på mellemdæket hænger Martin Mydtskov Rønnes fabelaktig flotte klassiske ballet- og operabilleder fra Det Kongelige Teater. Ligeså udskældt Peter Schaufuss' ballett "Hamlet" blev, ligeså kendt er teaterfotografens billede af Johan Kobborg, der i rollen som Hamlet giver publikum fingeren, og man frydes bl.a. over en optagelse af det tågede scenebillede fra operaen "Peter Grimes", hvor alt ser du som om det var ægte, men går man tæt på, ser man det stjerneophæng der hører til den etterfølgende scene. Det er teater. Og på den måde er disse fotografier svære at placere i forbindelse med den øvrige udstilling, der i høy grad bygger på en intens natursansning og en dyb kontakt med det, der omgiver os på alle sider, om det så er Søren Birks lyse abstraksjoner, P.O.Hansens gråtonede udsmykninger til Odense Teater, Niels Winkels åndende landskaber eller Annelise Kalbaks serielle vignetmaleri.
Som det står i sangen "Jeg vælger mig april"…..thi fred er ei det bedste, men at noget vil.[
til
utstilling
til
omtaler
til toppen
|
|
